|
Skolens styrelse mødes mindst 5 gange om året.
Vi beskæftiger os med en lang række sager vedrørende skolens daglige virksomhed. Det kan f.eks. være aktiviteter, økonomi, fagplaner, undervisningstimetal, SFO, bygningsvedligeholdelse, kommende lovforslag, rygepolitik, mobbepolitik, undervisningsmiljø og arbejdspladsmiljø. Styrelsen behandler gerne forslag og ideer fra forældre.
Der er stor gennemsigtighed i vores samarbejde med skolens ledelse og øvrige ansatte. Repræsentanter for styrelsen deltager i medarbejderrådsmøder og skolens pædagogiske møder. Ledelsen og repræsentanter for medarbejderne deltager i styrelsens møder. Referater fra styrelsens møder kan læses på skolens hjemmeside.
Undervisningen og pædagogiske forhold har skolelederen ansvar for over for undervisningsministeriet og styrelsen. Ofte inddrages styrelsen også i sådanne emner.
Hvad er årsmødet?Styrelsen afholder årsmøde for alle forældre og medarbejdere inden udgangen af april måned. Her aflægger formanden beretning om skolens forhold, samt styrelsens beslutninger og overvejelser. Skolens økonomi fremlægges til orientering og det er på årsmødet nye styrelsesmedlemmer vælges. På årsmødet har skolekredsens medlemmer mulighed for at tage emner op, som de ønsker belyst eller fremkomme med forslag, som de ønsker at styrelsen skal behandle. Derfor er det vigtigt at møde op og gøre sin indflydelse gældende samt vælge styrelsesmedlemmer, der repræsenterer dine synspunkter.
|